Den lokale aktionsgruppe i Faxe Kommune eller LAG Faxe, som vi kalder os i daglig tale, blev stiftet på generalforsamlingen den 7. juni 2007.
LAG Faxe er en forening, som vil arbejde for at styrke udviklingen af landdistrikterne i bredt samspil med lokalsamfundet. Foreningen er åben for alle, som vil være med til at gøre en forskel og sætte mere fart på erhvervslivet, skabe nye job og gode levevilkår i området. En del af opgaven for den lokale aktionsgruppe er at fordele de midler, som aktionsgruppen råder over. Midlerne skal fordeles ud fra en målsætning om, at de støttede projekter skal bidrage til at opfylde aktionsgruppens udviklingsstrategi.
De midler LAG Faxe har til rådighed kommer fra EU´s landdistriksprogram 2007-2013 og administreres af Direktoratet for FødevareErhverv. Se mere på www.landdistriktsprogram.dk
Det koster ikke noget at være medlem og foreningen har mere end 80 medlemmer, som hver især repræsenterer befolkningen, erhvervslivet, organisationer, grupper og foreninger, myndigheder og mange flere. Foreningen er åben for alle over 15 år og som er bosat i Faxe Kommune
Der er to overordnede målsætninger for tildeling af støtte fra LAG-
midler. Projektet skal enten være med til at skabe ”attraktive levevilkår i landdistrikterne” eller skabe ”Flere iværksættere og lokale arbejdspladser.” LAG Faxe har udarbejdet en Udviklingsstrategi, som beskriver hvilke type projekter, LAG’en vil støtte under de to overordnede målsætninger. LAG Faxe´s indsatsområder er:
”Attraktive levevilkår i landdistrikterne”
- Bredere vidensgrundlag for landdistriktsplanlægning og udvikling
- Organisering af landsbyråd og borgerforeninger
- Udvikling og synliggørelse af mødesteder og kulturtilbud
- Brobygning mellem land og by og forskellige interesser i det åbne land
”Flere iværksættere og lokale arbejdspladser”
Satsningen inden for de forskellige temaer vil være til flere små projekter end få store og LAG’en ser sig selv som ”fødselshjælper” til gode ideer og projekter, som foreninger, borgergrupper eller enkeltpersoner har.
Lag i Faxe Kommune vil normalt finansiere optil 50% af de samlede udgifter til projektet. Resten af beløbet skal projektholder normalt selv finansiere. De 50 %, som LAG Faxe kan støtte med, kommer de 25 % fra EU og 25 % fra en national offentlig myndighed f.eks. et ministerium, region eller en fond.
Ansøgningsfrist
Der er 3 ansøgningsrunder om året 1. september, 1. januar og 1. maj. Alle ansøgninger, som er modtaget indenfor fristen, kan forventes at blive behandlet på et bestyrelsesmøde ca. en måned efter ansøgningsfristen. Ansøger vil umiddelbart herefter få besked om ansøgningen kan helt eller delvis imødekommes og dermed sendes videre til Direktoratet for FødevareErhverv til endelig godkendelse eller om ansøgningen er blevet afslået af bestyrelsen.
Find vej til mere information i menupunkterne i venstre side.
Allerede på generalforsamlingen meldte de deltagende borgere sig ind i foreningen, og andre interesserede kan melde sig ind ved at sende en mail til formand Klaus Holdorf-Jespersen på mail: .
Der opkræves ingen kontingent, og medlemmerne kan være med til at sætte deres præg på foreningens arbejde via de årlige generalforsamlinger.